Castbergprisen

Castbergprisen gives til personer, der på særlig vis har fremmet døvesagen, gennem frivilligt eller professionelt virke. Castbergprisen er den højeste hæder, man kan modtage i døveverdenen i Danmark. Med prisen modtager man en buste af Castberg og et legat. Castbergprisen er opkaldt efter Dr. Peter Atke Castberg.

Alle kan indstilles til prisen. Døvefondens bestyrelse behandler indstillingerne efter behov.

Hvem var Peter Atke Castberg?

Peter Atke Castberg (1779 – 1823) var den danske døveundervisnings fader. Han kæmpede for at fremme døves vilkår i det danske samfund. Det er derfra, Castbergprisen har sit navn – og formål. Den første pris blev uddelt i 1970 til Lars von der Lieth, der fik prisen for sin banebrydende forskning inden for dansk tegnsprog, der mundede ud i værket ”Dansk døve-tegnsprog” (1967).

Døve var fortabte sjæle

I lang tid mente man, at døve ikke kunne opdrages og undervises. Døve skulle klare sig uden boglig viden, fordi det simpelthen var umuligt at indgyde dem fornuft – og de kunne heller ikke frelses, fordi de var ude af stand til at høre Guds ord. Mange giver den græske filosof Aristoteles (384 – 322 f.v.t.) skylden for denne opfattelse, idet han ved sine undersøgelser kom frem til det resultat, at ”den døvstumme var en idiot, hos hvem ingen åndelig uddannelse kunne tænkes mulig.”

Synssans blev starten på døveundervisningen

Denne teori havde man frem til ca. 1550, hvor den italienske læge Girolamo Cardano kom med en ny (banebrydende, vil nogen måske sige) teori. Nemlig, at døve godt kunne lære at læse og skrive, hvis de, som Girolamo Cardano udtrykte det: ”lærte at forene det trykte ord med det objekt, som ordet står for.” Med andre ord kunne man godt nøjes med at se for at forstå.

Spanien var det første land, som gav undervisning til døve, og det var også Spanien, som udgav den første lærebog om døveundervisning.

Frankrig og Tyskland: Alle døve skal undervises

Selv om det var Spanien, der først indledte døveundervisningen, var det fortrinsvis et privilegie som kun var forbeholdt døve børn af velstående borgere. Frankrig og Tyskland var de første lande, som virkelig tog fat på den store opgave at undervise enhver døv.

Franskmand blev tegnsprogsundervisningens fader

Franskmanden Abbé de l’Épée (1712-1789) var en katolsk præst, der oprettede den første egentlige døveskole i Paris i 1770. Han havde, i sit almissearbejde, efter sigende observeret flere franske døve, der kommunikerede sammen på tegn og blev så fascineret, at han førte journal over de forskellige tegn, han observerede, og som de døve franskmænd lærte ham. De tegn brugte han i sin undervisning af døve. Denne såkaldte manuelle metode var starten på det, man i dag kalder tegnsprogsundervisningen.

Tyskland: Kun gennem talen kunne døve opnå fornuft

Nogenlunde samtidig var pædagogen Samuel Heinicke (1727-1790) også blevet interesseret i døveundervisningen. Dog var hans metode markant anderledes end den franske. I 1754 var han nemlig blevet spurgt, om han ville påtage sig opgaven at undervise en døv søn af en velhavende familie – i tale. Heinicke ville gerne gøre et forsøg og til hans store overraskelse lykkedes det over al forventning. Drengen kom til at tale. Oplevelsen fik ham til at dedikere sit liv til at undervise døve via talemetoden. Heinicke var kommet til den konklusion, at kun gennem talen kunne døve få orden i deres begrebsverden – og forbød på den strengeste brugen af tegnsprog på den tyske døveskole, han blev forstander for.

Historien om hvordan det franske tegnsprog blev dansk

I slutningen af det 18. århundrede i Danmark havde en dansk 20-årig medicinstuderende, Peter Atke Castberg, fået øjnene op for de døve. Først forsøgte han at helbrede døve ved hjælp af galvaniske behandlinger, hvor han bogstaveligt talt satte strøm til døves ører. Hans forsøg var naturligvis, fristes man til at sige, resultatsløse.

Da han blev færdiguddannet dr. med. i 1802, havde hans adskillige forsøg påvist, at døve ikke kunne helbredes. Derefter forstod han, at samfundet havde en moralsk pligt til at tage sig af døve og at forbedre deres vilkår. I 1803-1805 blev han af kong Christian VII sendt på en studierejse til Tyskland, Østrig, Schweiz og Frankrig for at observere døve og døveundervisningen i de forskellige lande. Castberg mente ikke, at talemetoden havde den tilsigtede succes, da det langtfra var alle døve, der kunne lære at tale. Castberg noterede, at det var mod naturen at lære døve et lydsprog, som alene byggede på ørets brug. Derfor vakte den franske metode interesse: Her skulle døve lære et skriftsprog, der henvendte sig til deres vigtige sanseredskab: Øjet. Tegnsprog var naturligt for døve, så tegnsprog måtte være udgangspunktet for undervisningen. Da Castberg kom hjem fra rejsen, skrev han en bemærkning til regeringen om nødvendigheden af at undervise døve i den manuelle metode, tegnsprogsundervisningen, og i 1807 blev Det Kongelige Døvstummeinstitut i København indviet. Det første hold bestod af 10 elever. Undervisningen af døve var en så stor succes, at regeringen i 1817 indførte skolepligt for døve børn.

29 prismodtagere – udvalgte fortællinger

Lars-Åke Wikström, Sveriges Dövas Riksförbund (1979)

Lars-Åke Wikström (døv) er i dag næsten synonym med udtrykket ”Døv bevidsthed”. Spørgsmålet om døves bevidstgørelse og frigørelse er noget, som først for alvor kom i forgrunden i 70’erne. Lars Åke Wikström var en svensk tegnsprogslærer og blev inspireret af ”Deaf Power”-bevægelsen, der opstod i USA i starten af 70’erne. Her havde forskning påvist, at tegnsprog faktisk var et sprog på linje med alle talesprog. Den opdagelse gav døve en bevidsthed om, at det at være døv var andet og mere end bare et handicap: I kraft af deres sprog – tegnsproget – var døve pludselig også en kulturel og sproglig minoritet. Den nyfundne døvebevidsthed spillede en rolle for Lars-Åke Wikströms kamp for at få anerkendt svensk tegnsprog som et sprog. Det lykkedes ham i 1981, men op igennem 70’erne har han været banebrydende i spørgsmålet om døves bevidstgørelse og frigørelsen fra det formynderskab, som gennem årene har hvilet over os. Han inspirerede døvesamfundet i Norge, Danmark, Finland og Island til også at kæmpe for at blive respekteret som en kulturel og sproglig minoritet.

Britta Hansen, Døves Center for Total Kommunikation, KC (1980)

Britta (normalthørende) fik prisen for sit epokegørende arbejde for at udbrede kendskab til døve, tegnsprog og døves kultur med henblik på holdningsændring i samfundet. Hun var en varm fortaler for døves ligestilling og lige muligheder i samfundet, og var med til at starte Døves Center for Total Kommunikation (KC) op. Gennem KC blev der lavet forskning i døve børns tegnsprogskommunikation og oprettet egentlige sprogkurser i dansk tegnsprog – herunder blev der udviklet konkrete metoder og undervisningsmaterialer. Det var også KC, som bidrog til udviklingen af tosproget døveundervisning på døveskolerne og igangsatte den egentlige tegnsprogstolkeuddannelse.

Peter Knudsen, Center for Døve (2000)

Peter Knudsen (normalthørende) ydede en stor indsats ud over, hvad man med rimelighed kunne forvente. Peter var konstant lydhør og optaget af døvesagen, både når han var på arbejde, og når han holdt fri. Peter var visionær, og han forstod at begejstre andre og få dem med på sine ideer. Det lykkedes ham at gennemføre en lang række forbedringer og nye initiativer til gavn for døve, døvblinde og flerhandicappede døve. Peter var igangsætteren og projektmageren, og han handlede altid sammen med døve. Et fremragende eksempel på Peters værk er Institutionen for Døves forandring fra en mindre og gammeldags særforsorgsinstitution til et stort og moderne ”Center for Døve” med en vifte af tilbud til alle døve og døvblinde – en institution, der i dag stadig efterlever hans visioner.

Lise Lotte Kjær, Døves Kirke (2019)

Lise Lotte Kjær (normalthørende) er uddannet præst og bestrider stillingen som døvepræst ved Døves Kirke. Hun fik prisen for at fremme dansk tegnsprog gennem sit arbejde i Døvemenigheden Østdanmark. Her har hun blandt andet været med til at indføre dansk tegnsprog som gudstjenestesprog, hvilket nærmest tredoblede antallet af kirkegængere i Døves Kirke. Dette var muligt, fordi Lise Lotte forstod og imødekom døves interesse for en gudstjeneste på dansk tegnsprog. Lise Lotte har derudover brugt 10 år på at arbejde med at oversætte hele Lukasevangeliet, bibelske og liturgiske tekster til dansk tegnsprog. Resultatet blev Tegnbibelen, som blev autoristeret af Hendes Majestæt Dronningen i 2012.

Prismodtagere, kronologisk oversigt

2019 Janne Boye Niemelä, Malmö, Sverige
2019 Lise Lotte Kjær, Frederiksberg
2013 Henrik “Pan” Kjederqvist, København
2010 Ole Aistrup Vestergaard, Løsning
2005 Liisa Kauppinen, Espoo, Finland
2004 Pernille Bott-Petersen, Tåstrup
2003 Lilly Krarup, Snejbjerg
2001 Helge Simmelsgaard, Horsens
2000 Peter Knudsen, Roskilde (posthumt)
1999 Jan William Rasmussen, København
1997 Hans Kristiansen, Rønde
1995 Asger Bergmann, København
1994 Elisabeth Engberg-Pedersen, Roskilde
1994 Jonna Widell, København
1992 Knud Søndergaard, Hvidovre
1990 Ritva Bergmann, København
1989 Palle Vestberg Rasmussen, København
1987 Ole Artmann, Værløse
1986 Johannes Pedersen, Herning
1985 Karvig Rasmussen, København
1982 Sten Boesen, Kolding
1982 Jørgen Boesen, Kolding
1980 Britta Hansen, København
1979 Anders Døssing, København
1979 Lars-Åke Wikström, Stockholm, Sverige
1977 Annelise Harboe, København
1973 Asger Holm, København
1972 Knud Børrild, Fredericia
1970 Lars von der Lieth, København